Vi er glade for at byde velkommen til Mads Duevang Dahl, vores nye musikterapeut her på Lions Neurocenter. Mads bruger musik som en effektiv katalysator til at fremme forandringer hos vores borgere. Gennem en bred vifte af metoder hjælper han med at styrke både kognitive og fysiske færdigheder ved brug af musik og rytme.
Musikterapi kan blandt andet bruges til:
Tale-og stemmetræning: For borgere med talevanskeligheder kan sang og rytme være med til at styrke stemmen og forbedre kommunikationen.
Gangtræning: Rytme kan bruges til at træne gangfunktioner ved at give borgerne en stabil takt at følge.
Kognitiv træning: Musik kan også hjælpe med at forbedre bl.a. korttidshukommelse og fokus gennem metoder, der stimulerer forskellige områder i hjernen.
Følelsesmæssig bearbejdning: Musik skaber et rum for at udtrykke og bearbejde følelser – både glæde og mere komplekse følelser – hvilket kan være afgørende i en neurorehabiliteringsproces.
"Det er fascinerende, hvordan musik kan bruges til at ramme forskellige områder af hjernen. For eksempel kan rytme hjælpe en borger med at forbedre sin gang, og sang kan styrke stemmebrug hos dem, der har talevanskeligheder," fortæller Mads.
Mads arbejder både med individuelle forløb og grupper, og gennem denne indsats, forsøger han at skabe en positiv forskel i borgernes livskvalitet og i deres rehabilitering.
Vi er sikre på, at det vil gavne indsatsen på Lions Neurocenter med en musikterapeut ombord, og vi glæder os til at se den fortsatte positive udvikling hos vores borgere.